Norsk militærstrategi og ­Forsvarschefens fagmilitære råd: Et outsider-perspektiv

Dels er jeg af den opfattelse, at FMR er særdeles gennemarbejdet og præget af stor faglig indsigt og seriøsitet. Jeg ville ønske, at vi havde noget tilsvarende i Danmark. Dels er mit udgangspunkt sympatisk, fordi jeg igennem årene har haft lejlighed til at arbejde sammen med mange repræsentanter for det norske forsvar, og jeg har hver gang været imponeret over den kvalitet og seriøsitet, som præger de norske væbnede styrker. Det er på denne grundlæggende positive og sympatiske ­baggrund, at de efterfølgende – til tider temmelig kritiske – kommentarer skal ses.

1: Radikal re-fokusering på Rusland

Det er naturligvis hævet over enhver tvivl, at den sikkerhedspolitiske situation i Europa har ændret sig i kølvandet på Ruslands folkeretsstridige annektering af Krim, Moskvas betydelige ­oprustningsbestræbelser samt landets tiltagende militære aktivitetsniveau. Den «dybe» fred præger ikke længere hele det trans­atlantiske område. På trods af denne bekymrende udvikling i forholdet mellem Vesten og Rusland så fremstår FMR’s vidtgående re-fokusering på truslen fra øst som for vidtgående. Rapporten bygger på en præmis om, at «forudsætningerne for forsvars­planlægningen er ­fundamentalt ændret». I mine øjne er det en noget skarpvinklet og overdreven beskrivelse af den sikkerheds­politiske situation i Europa. Vel bør Ruslands fremfærd og retorik give anledning til panderynker og et klart signal om, at Vesten ikke vil tolerere at noget NATO-lands suverænitet bliver krænket. Og måske er der også behov for at en række vesteuropæiske lande igen tænker en konventionel trussel ind i forsvarsplanlægningen. Men Rusland er ikke USSR – hverken når det gælder kapacitet, ideologi eller intentioner. Hermed vidner også en række store NATO-landes sikkerhedsvurderinger.

Der er for en småstat som Norge en betydelig risiko forbundet med at lade enkelte – indrømmet – bekymringsvækkende aktører være fuldstændigt bestemmende for dimensioneringen af forsvaret. Hvis de seneste 25 års strategiske historie har lært os én ting, så er det, at det er ulamindeligt vanskeligt at forudsige, hvem vores styrker skal indsættes imod (ref Afghanistan og Libyen). Når det gælder vores modstandere, så er det eneste vi kan sige med nogenlunde sikkerhed, at vi bliver overraskede. Når vi dimensionerer vores militære styrker, bør vi derfor i større omfang skele til det vi rent faktisk kan sige noget om – nemlig hvem vi kommer til at kæmpe sammen med.

2: Radikal tilbagevenden til ­invasionsforsvar

Når man læser FMR i sin helhed, kan man næsten høre et lettelsens suk: «Ahhh – ­endelig tilbage til noget genkendeligt! Endelig tilbage det trygge og en ­modstander, der er til at forstå. Endelig kan vi slutte med ’side-showet’ og de internationale ­operationer. Back to basics!» Helt tydeligt bliver det, når man betragter de prioriteter, der opstilles i FMR. Essensen er krystalklar: «Internationale operationer er noget, vi kun kan deltage i, hvis vi får tid – og det gør vi nok ikke». Fokus er på invasionsforsvar, allierede forstærkninger og konventionel krig. Luger man en lille smule ud i teksten og fjerner alle tidsangivelser, vil en læser, som tror, at teksten stammer fra 1984 være helt og aldeles undskyldt. FMR er på mange måde en klar tilbagevenden til en «tryg» og velkendt koldkrigslogik.

Endelig virker FMR’s beskrivelse af NATO’s angivelige tilbagevenden til Europa og Artikel 5-operationer en anelse overdrevet. Som nævnt er der ingen tvivl om, at Krim og Ukraine har været et «wake-up call» for mange NATO-lande. Men tyngdepunktet i alliancens aggregerede præferencer bevæger sig ikke i retning af en fundamental re-­orientering mod Europa og det transatlantiske område. De store toneangivende lande – herunder USA – ser fortsat NATO som en alliance, der bør have en betydelig opgaveportefølje uden for Europa. For disse lande (som naturligvis også inkluderer de sydeuropæiske lande) er Ruslands fremfærd i Ukraine måske nok bekymrende, men ikke en udviklingstendens, der bør få alliancen til at opgive det globale perspektiv, som har været dominerende siden – i hvert fald – 2001.

3: Meget lidt NATO

Set i lyset af, hvor fuldstændig afgørende NATO er for Norges sikkerhedspolitiske muligheder, er det overraskende, at alliancen fylder så relativt lidt i FMR. NATO har godt nok været præget af stor strategisk uenighed gennem de seneste par årtier – og til tider har det mest af alt set ud som om, at NATO var plaget af «strategisk skizofreni» – men for småstater som Norge og Danmark er ­alliancen i en sikkerhedspolitisk sammenhæng sine qua non. Det hænger naturligvis først og fremmest sammen med, at småstaters sikkerhed frem for noget andet kommer i form af sikkerhedspolitiske garantier fra større stater – og ikke i form af den effekt landets egne styrker kan generere. Det er ikke uden grund, at en række lærebøger rent faktisk definerer en småstat, som en nation, der er ude af stand til at opnå sikkerhed via egne militære enheder.

Med til at acceptere af, at ens egen nationale sikkerhed i overvejende omfang er afhængig af andre staters sikkerhedsgarantier, hører imidlertid også accepten af, at man i bund og grund er en småstat. Og hvad måske værre er: En accept af at forsvaret et stykke henad vejen har form af et medlems­kontingent, der betales til alliancen. Den er­kendelse blev banket grundigt ind i hovederne på såvel danske beslutningstagere som den danske offentlighed i løbet af 1800-tallet. Og småstatsmentaliteten er derfor blevet en central del af Danmarks strategiske kultur. Spørgsmålet er, om man ikke også i Norge kunne adoptere en del af den mentalitet…

4: Norge som sikkerhedskonsument (vs. sikkerhedsproducent)

I lighed med en række andre vesteuropæiske lande så udviklede Norge sig i 1990’erne fra at have været en netto-sikkerhedskonsument til at være en egentlig sikkerhedsproducent.

I modsætning til 1980’erne, hvor NATO­Europa i stort omfang nød godt at den sikkerhed, som amerikanske våben og sikkerhedsgarantier skabte, så bidrog Norge efter Murens fald i et betydeligt omfang til at skabe sikkerhed for andre mennesker i f.eks. det tidligere Jugoslavien.

Med FMR lægges der også på dette punkt op til at pendulet skal føres tilbage til tiden før 1991. Selvom rapporten nævner, at Norge skal kunne «bidra til allierte krise­styringsoperasjoner» og i tilfælde, hvor ­allierede lande bliver angrebet, så er grund­tonen i FMR, at det er Norge, som i frem­tiden får behov for de allierede landes assistance. Altså en tilbagevenden til sikkerheds­konsument-rollen. Det gælder, når talen falder på NATO’s Readiness Action Plan (RAP) og NRF’ens seneste inkarnation (VJTF’en – Very High Readiness Joint Task Force). Og det bliver meget tydeligt, når rapporten beskriver behovet for at kunne modtage forstærkninger.

5: Vægtlægning af sikkerhed via ­forsvar («deterrence by denial»)

I kølvandet på Ruslands brutale fremfærd i Ukraine, er det pludselig kommet på mode at tale om «af­skrækkelse» igen. «Deterrence-debatten» kører i højeste gear i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles, og standard-­tankegods fra den kolde krig er igen blevet højeste mode. En fundamental skillelinje i den genopståede debat går mellem dem, der argumenter for, at NATO skal sikre sig selv gennem «deterrence by punishment» og dem, som mener, at «deterrence by denial» er vejen frem.

Med FMR’s vægtlægning af et effektivt forsvar mod Rusland og tilførslen af forstærkninger, som effektivt kan nægte store russiske styrker adgang til norsk territorium, lægger rapporten sig op ad sikker­-hed baseret på «deterrence by denial»-sporet. På
det punkt adskiller FMR sig fra Ekspertudvalgets rapport, som i større udstrækning betoner «samtidig­hed»/alliancen og betydningen af at kunne påføre en mulig angriber stor smerte. Sidstnævnte rapport lægger dermed større vægt på «deterrence by punishment».

Det grundlæggende problem med «deterrence by denial» – når det gælder småstater stillet overfor en langt større og stærkere modstander – er, at det er ekstremt dyrt – og næsten umuligt at praktisere. For uanset hvor store summer småstaten allokerer til opstillingen af et effektivt forsvar, så vil det med stor sandsynlighed ikke være tilstrækkeligt til at kunne imødegå og tilbagevise et determineret, militært angreb. Hvis man accepter den logik, kan det virke overraskende, at FMR ikke rummer flere overvejelser om, hvad det så er, som til syvende og sidst afskrækker en fjendtligtsindet stormagt i eksempelvis at annektere en del af Nord-Norge (læs: amerikanske og britiske sikkerhedsgarantier og «deterrence by punishment»).

Afrunding

Når man sammenligner Norge og Danmark, så kan man let få den tanke, at ingen af de to skandinaviske småstater har fundet den helt rette sikkerhedspolitiske balance mellem at være optaget af det nære og det fjerne. Hvis de norske beslutningstagere følger FMR kan Norge meget hurtigt komme til at fremstå, som for optaget af forsvaret af norsk territorium, mens man i Danmark måske nok har viet det nationale forsvar for lidt interesse. En mulig årsagstolkning er, at småstatsmentaliteten er gået for vidt i Danmark, mens man i Oslo måske ikke helt har accepteret, hvilke følger det har at være en småstat.

I Danmark har småstatstankegangen ført til et næsten totalt fravær af troen på, at det danske forsvar i sig selv kan gøre en forskel, når det gælder Danmarks sikkerhed. Sat lidt på spidsen, så forestillede danske beslutnings­tagere sig under den kolde krig, at forsvaret var noget, man nu engang skulle have for at være med i den klub – NATO – som i virkeligheden gav landet sikkerhed.

Omvendt med Norge: Mens småstatsmentaliteten er blevet det centrale element i Danmarks strategiske kultur, så eksisterer der fortsat en udbredt norsk fore­stilling om, at norsk militær rent faktisk kan gøre en afgørende forskel i mødet med en fjendtlig stormagt.

I min læsning antager den forestilling sig fra tid til anden en lidt overdreven form – ikke mindst i FMR – som fører til et for radikalt fokus på substansforsvar og en parallel negligering af NATO’s betydning for norsk sikkerhed. Selvom Norge ikke bør følge i Danmarks fodspor og overgive sig til den totale lilleputmentalitet, så kunne det måske være nyttigt at minde hinanden om, at også norsk sikkerhed i et meget stort omfang kommer i form af amerikanske sikkerhedsgarantier – og alt hvad dermed følger.